Lov for brændeovne
Er du sælger?
Forpligtelsen til at skifte eller skrotte ligger hos køber. Du kan som sælger stadig spille en stor rolle som sælger af ejendommen, hvis du finder de rigtige dokumenter til køber.
Det vil gøre deres oplevelse med at overtage huset nemmere og mere overskuelig.
Du kan hjælpe køber ved at finde ét eller flere af følgende dokumenter:
- En kvittering på brændeovnen eller
- En erklæring om vurdering af produktionsåret fra skorstensfejer eller
- En prøvningsattest, der fulgte med brændeovnen (prøvningsattester kom i 2008)
Er du køber?
En gammel brændeovn forurener op til fem gange så meget som en moderne ovn. Så der er også grund til at skifte den gamle ovn ud.
Indberetning af oplysningen skal ske i forbindelse med tinglysningen af skødet. Den skal ske digitalt via www.tinglysning.dk. Efter indberetningen modtager du et brev fra Miljøstyrelsen i e-boks. Brevet indeholder yderligere information om mulighederne for at dokumentere ovnens alder og fristen for at gøre dette.
Udskiftning af ovnen skal ske senest 12 måneder, efter du har overtaget boligen. Og du skal have indberettet dette digitalt til Miljøstyrelsen.
Der er en række undtagelser fra dette krav, så hvis du har en af følgende, gælder den nye lov ikke:
- Antikke brændeovne produceret før 1920
- Brændekedler
- Brændeovne og pejseindsatse i fredede bygninger
- Brændekomfurer opbygget på stedet
- Pillefyr
- Halmfyr
Ofte stillede spørgsmål:
Hvordan får jeg kendskab til alderen på min brændeovn?
Du kan altid kontakte din skorstensfejer, som kan hjælpe dig med at fastslå et produktionsår. Det vil også være en god ide at undersøge om sælger af boligen kan være behjælpelig med at vurdere alderen.
Det er ikke altid nemt at finde ud af, hvor gammel brændeovnen er. Især hvis den er fra før 2008. I 2008 indførte man et krav om såkaldte prøvningsattester for alle nye brændeovne.
Hvis man ikke har papirer eller en prøvningsattest, så er der på nogle ovne et gråt/sort mærkat sat bag på ovnen, i lågen eller inde i rummet under brændkammeret. Ta et billede af dette mærkat, så alle tal er tydelige… derved kan en forhandler eller producenten hjælpe dig med at finde ud af, hvornår din ovn er produceret. Det er dog vigtigt at du kun benytter dig af dette, hvis du reelt skal bruge informationen, da alle parter bruger meget tid, med at maile frem og tilbage.
Kan jeg få skrotningspræmie, hvis jeg nedlægger min brændeovn?
Skrotningspuljen er opbrugt, og det er ikke længere muligt at søge om skrotningspræmie. Alle udgifter, der opstår i forbindelse med indberetning eller indsendelse af dokumentation, skal betales af boligkøber.
Vi monterer i og omkring:
Vejle, Horsens, Juelsminde, Fredericia, Middelfart, Kolding og Billund
Ring til os eller besøg os i butikken – så hjælper vi dig på vej