Hvordan tænder man op i en brændeovn?
Optænding i brændeovn - Gør det rigtigt
Fugtmåler er altid vejen frem.
Oplever du at din nye ovn soder og glasset bliver sort? Så læs med her… Og du kan roligt glemme alt om din gamle ovn, den nye ovn helt anderledes og er opbygget helt anderledes…
Fyr altid med tørt træ (max 15% fugt) og rent træ.
Tørt brænde er super nemt at tænde op med, for fugtigt brænde giver problemer.
Tænd op som i videoen her. Luk helt op for luftspjældet i ovnen når du tænder op, og skru først gradvist ned, når der er godt gang i dit brænde.
Skru aldrig helt ned for luften, da det giver en dårlig forbrænding, og man forurener sine omgivelser, da det giver meget røg. Det kan også danne sod i skorstenen, og derved kan det blive til en skorstensbrand, hvis man fortsætter med at fyre med for lidt luft og for vådt træ. Der går simpelthen ild i den belægning, der sidder indvendig på skorstenens sider.
Er der meget sod i brændeovnen, på sider og på glasset, så skal du skrue op for luften. Siderne skal helst være helt rene, når brændet er brændt ud.
Hvis du kan lugte røgen uden for, så er det for lidt luft og/eller for vådt træ og så skal du handle.
OBS OBS OBS
Tørt brænde kan godt suge fugt til sig igen og blive for fugtigt til at bruge i brændeovnen. Typisk sker dette når vi har haft en periode med meget regn.
Første gang du tænder op i ovnen
Tænd op som vist i videoen. Åben og luk lågen hver 10. minut de første par timer, så pakningen ikke brænder fast i malingen på ovnen, sæt evt. æggeur eller minutur på mobilen. Ovnen vil lugte og ryge når du tænder op første gang, da malingen hærder. Luk evt. døre til andre rum og åbne vinduerne. Det er vigtigt at få ovnen varmet godt igennem første gang, så man ikke skal lugte på maling mange gange. Jo mere du får den varmet igennem første gang, jo mindre lugter den anden gang du tænder op. Kun med tørt træ får du en høj temperatur.
Genfyring
Åben først ind i brændkammeret når der er gløder, ikke flammer, så undgår du røg i stuen (dette gælder ALLE nye ovne)
Når du vil lægge mere træ i din brændeovn, så skal du skrue op for luften, og så er det godt altid at lægge 2 stykker træ ind i ovnen. Når der er godt gang i det du har lagt ind, kan du skrue lidt ned igen. Hvis du har en HWAM ovn, eller en Rais med CleverAir, så behøver du ikke tænke på at skrue op og ned, det klare brændeovnen selv.
Når du genfyrer så vær altid opmærksom på at der går ild i dit træ, så det ikke står og ulmer. Hvis der ikke går ild i dit træ og det pludselig antænder efter en rum tid – så sker der en røggaseksplosion (så derfor er det igen vigtigt at man altid bruger tørt træ i sin ovn, tørt træ antænder hurtigt).
Hvis man er nervøs for om der nu går ild i brændet man vil lægge ind, kan man “smide” et par små pinde ind først, og derefter sit brænde. De små pinde vil der hurtigt gå ild i og så bliver røggasserne brændt.
Hvis man skulle opleve, at der ikke går ild i træet, så åben lågen meget lidt og hold den der til der kommer ild eller røgen er forsvundet fra brændkammeret. Røgen kan bedre passere ud i skorstenen, når den får lidt luft, og der vil ikke være så mange gasser inde i ovnen. Tørt træ går der hurtigere ild i. Tag altid dit træ ind, mindst et døgn før du skal bruge det og allerbedst to døgn før.
Har du fået en brændeovn der er med batterier eller der er sat til strøm, så læs altid brugsanvisningen nøje.
Fyr aldrig med
- Trykimprægneret træ, EU-paller eller træ, der på anden vis er overfladebehandlet.
- Rester af spånplader.
- Træaffald, som kan indeholde rester af maling, lim og lak.
- Husholdningsaffald, fx mælkekartoner, æggebakker, plastik og kulørte tryksager som ugeblade og reklamer
- Bygningsaffald som fx indeholder søm og skruer.
- Aflevér i stedet ovenstående materialer på en genbrugsstation i din kommune.
Er dit træ tørt eller vådt?
Man kan ikke mærke på sit træ om det er tørt nok til at komme i brændeovnen.
I nogle tilfælde er brænde ikke tørt selv om der har ligget flere år, det kommer helt an på hvor og hvordan man opbevare sit brænde – det skal opbevares i et skur, hvor det kan ventilere.
Dæk aldrig dit træ af med presenninger. Brænde der har ligget i flere år kan trække fugten til sig igen og vil derfor blive for fugtig til at putte i ovnen… Dette kan du måle med en fugtmåler.
Træets fugtighed skal ligge under 18% og vi siger helst på 15%. I butikken har vi en rigtig god fugtmåler fra Morsø til 249kr. En fugtmåler har to spidser der skal stikkes så langt ind i træet som man kan, ikke i enden og ikke hvor der er bark, men der hvor træet er blevet flækket. Det bedste er hvis man flækker træet en gang inden man måler.
Brændværdien er halveret ved bare 24% fugt dvs. du får halvt så meget varme ud af det.
Sådan placerer du dit træ
To stykker træ i bunden, med en smule luft i mellem, lidt småpinde oven på og en optændingspose, sæt ild til optændingsposen, derefter et fladt, men alligevel et godt stykke træ oven på.
Der skal være luft ind til skamolen (mellem træet og ovnens inderside) så røggasser kan blive brændt og så man ikke ødelægger skamolen, ved at skrabe for store stykker træ mod det.
Vi monterer i og omkring:
Vejle, Horsens, Juelsminde, Fredericia, Middelfart, Kolding og Billund
Ring til os eller besøg os i butikken – så hjælper vi dig på vej